Tenerife er en fantastisk destination til en solrig ferie! Uanset hvornår du tager til Tenerife vil du blive mødt af en behagelig og varm temperatur, fantastisk natur, lækre strande og generelt bare rigtig mange spændende oplevelser. Det er derfor også en perfekt vinterdestination til en solferie, når du ønsker at slippe væk fra den danske kolde vinter! Nedenfor har jeg samlet en kort liste over mine favoritoplevelser på Tenerife.
1. Teide nationalpark
Teide nationalpark er Tenerifes største attraktion og et absolut must at besøge i løbet af ferien på Tenerife. Allerede før du lander på Tenerife, vil du i klart vejr kunne se nationalparkens højeste punkt, Pico del Teide, som rager hele 3.718 meter op over havets overflade.
Når du tager turen til toppen, kører du ad kringlede bjergveje og gennem smukke pinjeskove. Den sidste del af køreturen foregår gennem det golde månelignede landskab lavet af sorte og røde lavasten. For at nå toppen tilbagelægges den sidste den af rejsen i en kabinelift. Turen i liften byder på en spektakulær udsigt og er ikke velegnet for folk med højdeskræk.
2. Los Gigantes
600 meter høje klippevægge, der står næsten lodret ned i havet, er et ganske imponerende syn. Synet nydes bedst fra den lille sorte lavasandstrand i byen Los Gigantes, som ligger på Tenerifes sydkyst. Foruden den dejlige strand og den fantastiske udsigt, har byen også en lille, hyggelig havn med et mindre udvalg af restauranter.
3. Loro Parque
Tenerifes smukke dyrepark er bestemt et besøg værd for både børn og voksne. Parken ligger i udkanten Puerto de la Cruz og er et fantastisk mål for en dagsudflugt. Den smukke og velplejede park er asiatisk inspireret og giver dig mulighed for at opleve alverdens dyr på helt tæt hold. Her er hvide tigre, fascinerende papegøjeshows, legesyge pingviner og masser af andre spændende dyr. Her er naturligvis også mulighed for at købe en souvenir med hjem eller nyde sin frokost omgivet parkens farverige blomster.
4. Icod de los Vinos
Icod de los Vinos er en charmerende by beliggende på Tenerifes nordkyst. Byen er mest kendt for sit store drageblodstræ, som står midt i byen og ofte er badet i blitzlyset fra de mange besøgendes kameraer. Træet skønnes at være op mod 800 år gammelt, og ifølge myten er det vokset op af en dråbe blod tabt af en såret drage.
I byens hyggelige gader ligger et mindre udvalg af små butikker, som bl.a. sælger gode lokale vine (der ofte kan prøvesmages). Tæt ved drageblodstræet ligger en lille plads, hvor det muligt at nyde en is i skyggen fra de høje træer.
5. La Orotava
Forstil dig en by med charmerende gamle huse, smukke katolske kirker og et væld af blomster i alverdens smukke farver – Det er La Orotava. Her kan du opleve Tenerife fra sin mest charmerende side, mens du går rundt mellem frodige haver og smukke bygningsværker fra tidligere tiders storhed, og nyder den helt unikke atmosfære, der findes i byen. Byen rummer flere historiske bygninger og museer, og her er tilmed en vidunderlig botanisk have. Rundt om byen findes desuden flere smukke vandreruter, som bestemt er værd at opleve.
6. Puerto de la Cruz
Den populære ferieby Puerto de la Cruz ligger på Tenerifes nordkyst og byder på hyggelige pladser, lækre restauranter, smukke gamle huse og gode indkøbsmuligheder. Langs kysten ligger den langstrakte gågade, Calle de Quintana, hvor du bl.a. kan nyde et måltid til synet af bølgerne, der slår ind over kysten. Her findes masser af butikker og barer samt et udvalg af forskellige forlystelser.
Trænger du til at køle af i varmen, kan du med fordel besøge Lago Martiánez, som ligger helt ud til kysten. Lago Martiánez er et arkitekttegnet poolanlæg med store saltvandspools omgivet af kunstværker og springvand. Da nordkystens strande til tider er meget blæsende og med undervandsstrøm, er Lago Martiánez et populært udflugtsmål for børnefamilier.
7. Barranco del Inferno – Helvedeskløften
Det lyder ikke rart, men Helvedeskløften er faktisk en ganske særlig naturoplevelse. Langs de smalle vandrestier oplever du et imponerende plante- og dyreliv. Undervejs ligger stierne i en højde som varierer fra 100 meter – 1500 meter over havets overflade, hvilket betyder at du kan opleve en del temperaturforskelle. For enden af kløften finder du et smukt vandfald, som leverer vandet til en lille bjergsø.
Turen gennem Helvedeskløften er ca. 6,5 km lang og tager ca. 3,5 time at gå. For at bevare miljøet i kløften bedst muligt, tager kløften kun imod 300 besøgende om dagen, og der kræves en forhåndsreservation for at få adgang til kløften.
Har du allerede en favorit på Tenerife? Ellers kan du finde din ferie til Tenerife her.
Lignende indlæg
Efterlad en kommentar