De mange skatte på museet overskygger næsten hinanden
Guld i lange baner
Højdepunkterne på Det egyptiske Museum har de fleste hørt om. Tutankhamons enestående gravskat er museets helt store trækplaster, og hver dag står turisterne i kø for at se ind i øjnene på den vidunderlige dødemaske. En anden populær klassiker er Mumieafdelingen, hvor du mod et mindre tillæg kan se de jordiske rester af berømte faraoer som Ramses 2. og Hatshepsut.
Det egyptiske Museum rummer så mange skatte, at de næsten overskygger hinanden, og de største oplevelser gemmer sig ofte i de små kroge. Her får du vores tips til fem af de mindre kendte genstande, som du ikke må gå glip af.
Romerske mumier & modeller
Romerske mumier med portrætter
Mens Egypten var underlagt det store romerske imperium, udviklede der sig en helt ny kultur, der blandede det bedste fra det egyptiske og det romerske. Derfor lavede man stadig egyptiske mumier, men de blev prydet med romerske portrætter, der er så realistiske, at de næsten ligner fotografier.
Meketres yndige modeller
Meketre var en fornem embedsmand, som blev begravet med 24 modeller af sejlbåde, offerbærere og værksteder. Modellerne viser os, hvordan man bagte, bryggede, byggede sejlskibe med mere i det gamle Egypten, men de fortæller os også om egypternes tro, hvor man mente, at modellerne ville blive til virkelighed i det hinsides, og sørge for, at den døde fik et behageligt liv efter døden. Læg især mærke til kvægoptællingsmodellen og haveanlægget.
Deir el-Medina & skatten fra Tanis
Tegninger fra Deir el-Medina
Ostraka er de kalkstenflager eller potteskår, som håndværkerne, der udhuggede og udsmykkede kongegravene i Kongernes Dal, skrev og tegnede på. Alt blev skrevet ned lige fra hvem, der havde været beruset dagen før, til hvor meget vasketøj, der blev indleveret til vaskemanden den uge. Håndværkerne øvede sig også i at tegne på ostraka, og samlingen består af både fine tekst-ostraka skrevet med den kursive håndskrift hieratisk og smukke, tegnede øvelsesstykker.
Yuyas megasarkofag
På et foto fra 1905, da Yuyas grav blev fundet, ser man en egyptisk arbejder stå ved siden af sarkofagen. Han ligner nærmest en dværg, så stor er sarkofagen (2.35 m høj). Indtil fundet af Tutankhamons grav i 1922 var Yuya og hans hustru Tuyus grav den rigeste nogensinde fra det gamle Egypten. De øvrige genstande fra graven er også udstillet på museet.
Skatten fra Tanis
Måske kan det ikke helt måle sig med Tutankhamons fantastiske skatte, men skattene fra faraonerne fra deltabyen Tanis er næsten på samme niveau. Her kan du se guldmasker, sølvkister og masser af smykker.
Vil du opleve Egyptens mange skatte på egen hånd? Se alle vores ferier til Egypten på vores hjemmeside, eller lad dig blive inspireret af vores mange blogindlæg omkring Egypten og dens skatte.
Lignende indlæg
Efterlad en kommentar