Gran Canaria er for mange lig med sol, strand og afslapning. Selv om de alle er ingredienser til en dejlig ferie, så har Gran Canaria meget mere at byde på. Kører du en tur rundt på øen, kan du bl.a. gå på opdagelse i de mange forskelligartede byer, som findes både langs kysten og godt gemt ad vejen mellem bjergene inde på øen. Her får du en guide til 5 byer, du bør besøge, når du holder ferie på Gran Canaria.
Firgas
Vil du opleve det autentiske Gran Canaria, skal du lægge vejen forbi Firgas. Den lille by ligger på det nordlige Gran Canaria, ca. 20 km fra Las Palmas. Byen er særligt kendt for sin vandfaldsgade, som er en stemningsfuld gade med farverige blomster og et vandfald, som løber ned midt i gaden. Gaden er desuden prydet af små bænke, som er dekoreret med mosaikker, der portrætterer forskellige historiske symboler fra alle De Kanariske Øer. Hvis du under din ferie på Gran Canaria er stødt på navnet ”Firgas” før, så er det formentlig på en vandflaske. I Firgas produceres der nemlig mineralvand til hele øen.
Las Palmas
Las Palmas er Gran Canarias hovedstad og samtidig Spaniens 9. største by med knapt 400.000 indbyggere. I Las Palmas finder du alt, hvad du kan forvente af en moderne storby. Byen kan samtidig prale af at have en af de længste og bedste storbystrande i verden.
Tager du en tur til Las Palmas, kommer du bestemt ikke til at kede dig. Gå fx en tur i byens ældste bydel, Vegueta, som er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Bydelen er lidt af en skatkammer for dig, der søger historiske og kulturelle oplevelser. I den sydlige del af Las Palmas finder du Calle Mayor de Triana, som er byens store gågade med både spanske og internationale butikker. Her findes desuden talrige caféer og hyggelige tapasrestauranter.
Playa del Inglés
Playa del Inglés er hverken Gran Canarias smukkeste eller mest autentiske by. Til gengæld har byen et utal af underholdningsmuligheder, hvilket absolut gør den til et besøg værd. Playa del Inglés blev opført i 1960’erne med det formål at tilbyde turisterne den ultimative legeplads. Det er en rolle, som byen stadig kan bryste sig af den dag i dag. Byen har flere store shoppingcentre, hvor du kan købe alt, hvad hjertet kan begære. Når aften falder på, byder et utal af barer og restauranter sig til med alverdens gode tilbud for at lokke dig inden for dørene.
Playa del Inglés er samtidig hjemsted for flere af Gran Canarias største forlystelsesparker, hvor hele familien er garanteret en sjov og mindeværdig dag. Stranden i Playa del Inglés er intet mindre end 2,7 km lang og ender ud i Dunas de Maspalomas, som er Gran Canarias egen lille ørken. Her er både masser af forskellige vandsportsaktiviteter og rig mulighed for at slappe af og nyde solen og havets brise.
Puerto de Mogán
Puerto de Mogán har, grundet sine kanaler, fået tilnavnet Gran Canarias Venedig. Har du nogensinde har været en tur til Venedig, vil du hurtigt se, at her er tale om en overdrivelse, der er til at få øje på. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er tale om en utroligt hyggelig by, som bestemt er et besøg værd.
Byens lave, farverige huse ligger ud til det hyggelige havneområde og langs smalle gader, som snor sig op gennem byen. Mange af husene har små haver, som er prydet af bougainvilleaer i alverdens farver. En fredelig gåtur gennem byen er således en oplevelse i sig selv.
Besøger du byen om fredagen, kan du også opleve det lokale marked. Efter en tur rundt i byen eller på markedet, kan du besøge byens lille sandstrand. Stranden er særligt velegnet til en afslappende dag i solen, hvis du rejser med børn.
Artenara
Artenara er Gran Canarias højst beliggende by og ligger i en højde af 1270 meter over havets overflade godt gemt ad vejen i bjergene. Vejen her til er ikke for dig med tendens til køresyge. Til gengæld bydes du ved ankomst velkommen af en stor Kristusstatue, der nærmest leder tankerne hen på Rio de Janeiro. Flere af byens huse er bygget direkte ind i klipperne. På trods af, at facaderne ligner ganske almindelige huse, så gemmer de på en indretning, som er ganske unik. Få minutters gang fra Artenaras centrum har du desuden mulighed for at besøge Ermita de La Cuevita, som er byens grottekirke.
Lignende indlæg
Efterlad en kommentar