Hathortemplet i Dendera
Hathortemplet i Dendera er et af Egyptens bedst bevarede templer og giver derfor en unik indsigt i egyptisk tempelarkitektur, og de ritualer der blev udført i templet for mere end 2000 år siden. Du kan også opleve templet på dit Nilkrydstogt eller en tur til Luxor.
Solen er netop stået op, og vi er spændte på vej mod Hathortemplet i Dendera. Men først skal vi køre 70 kilometer nord fra Luxor. Gennem vinduerne i bussen ser vi egypterne stå op, og hvordan den almindelige egypter lever. Vi ser huse opført i soltørrede muddersten med palmeblade som tag i de små landsbyer og Nilvaraner ved den store vandingskanal, som vi kører langs meget af vejen til Dendera. En af drengene om bord på bussen når at tælle hele otte på vejen – og halvanden meter lange, er de da også til at bemærke. Tiden flyver, og efter en time, er vi fremme ved et charmerende tempel – 35 meter bredt, 12,5 meter højt og 85 meter langt.
Det nye gamle vidunder
Hathortemplet i Dendera, oprindelig Tantera, er fra den græsk-romerske periode og påbegyndt i år 125 f.Kr af Ptolemaeus VIIII. Templet er viet til kærlighedens og himlens gudinde, Hathor, der ofte er afbilledet med et kohoved. Og Hathor var elsket, og er det stadig, af alle egyptere – selv den benhårde dronning Kleopatra VII, som blandt andet beordrede store dele af templets bygninger opført. Du kan således se et unikt relief af Kleopatra VII med sin og Cæsars søn, Cæsarion, i en offerscene.
Hathortemplet er i det hele taget eksemplet på en sjælden og mere feminin, egyptisk arkitektur. Den klassiske, imponerende og maskuline førstepylon mangler helt i dette tempel, og du har fuld udsigt til det charmerende tempel, der bæres og prydes af søjler med hoveder af Hathor med koører.
Men på søjlerne kan du også se en Bes, en pudsig lille pygmælignende gud, som ofte findes sammen med gudinden Hathor. Søjlerne er lavet som kæmpestore Sistra, som er en slags rangler, der blev brugt til at komme i kontakt med Hathor og andre gudinder. Den første søjlehal, der rummer hele 24 skønne søjler, er renset, så du kan se de pragtfulde, originale farver.
Et himmelsk syn
For nyligt er det også blevet muligt at nyde det smukke loft i templets store sal, der er blevet renset, så loftets himmelblå farve atter kommer til sin ret. I mange år, inden interessen for det gamle Egypten for alvor blussede op for et par hundrede år siden, boede og levede mennesker i templet. Sod fra ildsteder gjorde loftet så sort, at de smukke tegninger og farver til sidst var umulige at se.
Men nu er loftets dekoration tydelig på ny, og du kan atter se en sektionsdelt, symbolsk beskrivelse af det ene halvår med tilhørende stjernetegn, nattens 12 timer, månen i tiltagende og aftagende grad, solens stigning og nedgang, dagens 12 timer og det andet halve år med tilhørende stjernetegn. Templet er faktisk et billede af verden og universet. Søjlerne er formede som planter, i loftet ses himmelen, og i et rum på taget kan du se et billede af stjernehimmelen – eller zodiaken, som den kaldes. Billedet er dog en kopi af den oprindelige zodiak, originalen er på det berømte museum Louvre i Paris.
Guderne genoplivet
Og som noget helt unikt kan du faktisk følges derop med præsterne, som er udhuggede i relief på trappens vægge, og se den fantastiske stjernehimmel på taget. Her bar man guderne op i forbindelse med det egyptiske nytår den 20. juli, så de kunne samle ny kraft.
Her findes derfor blandt andet et solbadningskapel, hvor Hathors statue blev stillet op for at få de første morgensolstråler og på den måde blive genoplivet.
I forbindelse med templet er der også to fødselshuse, hvor man fejrede et gudebarns fødsel. Familien var nemlig, lige som i dag, vigtig for egypterne, og selv guderne skulle have en familie og være mand, kone og barn.
Det ene fødselshus er fra den første del af byggeriet under ptolemaerne, og det andet fra den romerske periode.
Der er desuden rester af et sanatorium. Folk kom nemlig langvejs fra til dette tempel for at blive badet i helligt vand, der rendte ud over en statue af Hathor, og som derfor var helligt og mirakelbringende. Folk overnattede sågar i sanatoriet for at få helbredende drømme fra Hathor.
Kom ned i krypterne
Foruden det umiddelbare er templet også kendt for sine skjulte gange og mystiske krypter, og du kan faktisk komme ned i en af dem, der er prydet med spændende, smukke vægrelieffer.
I krypten kan du se et mærkværdigt billede, som af visse er blevet tolket som et tegn på, at de gamle egyptere havde elektricitet. Billedet kan sagtens ligne en tidlig elpære, men eksperter, som Tine Bagh, egyptolog med speciale i egyptisk arkæologi og Ph.d. i nærorientalsk arkæologi, er dog mere skeptiske. Tine Bagh mener, at det drejer sig om en lotusblomst, som står for genfødsel og en hieroglyf, som Tine Bagh kalder en ”djetsøjle”, der står for evigt liv, stabilitet og guden Osiris. Om det er det ene eller det andet, skal vi ikke gøre os kloge på, men spændende er det i hvert fald – og det er gennemgående for dette tempel. Det er kort sagt et tempel med kæmpestore oplevelser og en oplevelse, som du MÅ forkæle dig selv med på et Nilkrydstogt eller en tur til Luxor.
Fakta om Hathortemplet
- Ligger ved Qena cirka 70 kilometer nord for Luxor.
- Er et græsk-romersk tempel påbegyndt af Ptolemaeus VIIII i år 125 f. Kristus. Viderebygget af Ptolemaeus VVIII og den nok så berømte Kleopatra VII. Derefter kommer romerne og overtager, og så afsluttes byggeriet med en indgangsportal bygget af Domitian (81-96 e. Kr) og Trajan (98-117 eft. Kr.).
- Selv om templet er relativt nyt i forhold til mange andre templer i Egypten, har der ligget templer i flere tusinde år, før det nuværende tempel blev bygget.
- Templet er bygget til ære for Hathor, der står for alt det kvindelige: skønhed, sang, musik, dans, forførelse, beruselse, ægteskab, graviditet, fødsel, næring, omsorg og mystik og magi.
- Turen er en formiddagstur og tager fire timer og 30 minutter.
Nysgerrig efter flere oplevelser i Egypten? Læs om vores mageløse udflugt til pyramiderne i Giza her. Drømmer du også om at opleve de storslående pyraminder i Egypten selv? Gå på opdagelse i vores store udvalg af rejser til Egypten hos Sunweb, hvor du blandt andet kan finde Nilkrydstogts, rejser til Sharm el Sheikh, Hurghada, El Gouna og mange flere.
Lignende indlæg
Efterlad en kommentar