Zakynthos bugner af gode restauranter og charmerende taverner, hvor maden, gæstfriheden og beliggenheden er i verdensklasse. På mange af øens små restauranter er du hverken en turist eller endnu en middagsgæst. Du er den nyeste ven af huset. Under min ferie på Zakynthos fik jeg mulighed for at besøge nogle restauranter, som uden tvivl vil skrive sig ind i min erindring, som noget ganske særligt. Steder, som i den grad er værd at anbefale, så du også kan nyde godt af dem under din ferie på Zakynthos. Her er mine favoritrestauranter på Zakynthos!
El Greco
At holde ferie på Zakynthos uden at prøve det ægte, lokale køkken – Det burde være forbudt! Heldigvis findes her masser af muligheder for at nyde en aften med masser af lækre græske retter.
En af mine absolutte favoritter inden for græsk kogekunst er den stemningsfulde taverna, El Greco. Tavernaen ligger i fredelige omgivelser i den lille ferieby Agios Sostis, tæt ved Laganas. Her bydes du velkommen, som var du en del af familien – og rammerne er sat for en hyggelig aften under de sammenvoksede oliventræer. Blåmalede stole og borde med hvide duge fuldender billedet af den perfekte græske aften.
Når tiden kommer til at tage et kig på menukortet, kan du godt forberede dig på at skulle træffe aftenens hårdeste beslutninger – Her er nemlig virkelig meget lækkert at vælge i mellem. Afhængig af, hvor mange andre du spiser med, kan det varmt anbefales at bestille en masse små retter og dele dem mellem jer.
Cool Peppers
Forstil dig en lun aften, hvor månens stråler danser let hen over havet, og du kan høre de blide bølger, som rammer stranden ganske få meter væk. Dét er, hvad der venter dig på Restaurant Cool Peppers.
Restauranten ligger i udkanten af den livlige og populære ferieby Laganas, og efter en god middag kan du med fordel gå på opdagelse i byens gader, som i aftentimerne emmer af liv og glade dage. På Cool Peppers er det ikke klassiske græske retter, som dominerer menukortet men snarere en række internationale favoritter.
Restauranten er særligt kendt for sine smagfulde spareribs, som kan tage pusten fra selv den mest ihærdige kødspiser. Søger du et sted at nyde en lækker cocktail i hyggelige omgivelser, så går du heller ikke forgæves på Restaurant Cool Peppers, hvor drinkskortet lader intet tilbage at ønske.
Porto Limnionas
Med en fuldstændig enestestående beliggenhed og et menukort spækket med lokale, græske lækkerier, så er Porto Limnionas bestemt et besøg værd i løbet af din ferie på Zakynthos. Den hyggelige taverna ligger hævet oppe over en lille bugt, hvor det krystalklare vand lokker med en kølig dukkert, når solen står højst på himlen midt på dagen.
Her er ikke gjort de store foranstaltninger, så vil du i vandet, så kan du springe i direkte fra klipperne. Mellem havet og Porto Limnionas danner klipperne små balkoner, hvor der er opstillet solsenge til restaurantens gæster. Når sulten melder sig, så er det blot at vælge mellem de mange lækre retter på menuen, og en ting er sikkert – uanset om du er til græsk salat, tzatziki, kalamari eller mousaka, så kommer du ikke til at gå sulten fra Porto Limnionas.
Lignende indlæg
Efterlad en kommentar