Jeg eeelsker at se frem til min næste ferie, og jeg har altid 10.000 idéer til, hvor familien skal hen på ferie næste gang. Selv om jeg støtter 100% op om, at vi skal blive hjemme for at passe på os selv og andre, så bliver jeg alligevel lidt trist over, at jeg ikke ved, hvornår jeg kan komme ud at rejse igen. For mig er ferie lig med lune aftener, nye oplevelser og ikke mindst den dejlige stemning, jeg kommer i, lige fra jeg starter ferien i lufthavnen. Selv om solen skinner i disse dage i Danmark, så må jeg indrømme, at der ikke er mange lune nætter og spændende oplevelser gemt i ’Costa del baghave’, og derfor har jeg krøllet min hjerne for, trods alt, at bringe lidt feriestemning ind i hverdagen.
Se på feriebilleder
Jeg elsker ikke bare at tage på ferie, jeg elsker også at mindes mine ferier. Derfor er min computer og min mobiltelefon oversvømmet af feriebilleder, og med få klik og en cromecast er billederne smidt op på tv-skærmen og grobund for, at hele familien kan samles om alle de sjove og hyggelige minder, vi har fra vores ferier.
Lav en mojito
Er der noget, der siger ferietid, som en kølig drink i skyggen (eller i sofaen)? Min personlige feriefavorit er en mojito
Wellness
Mange bruger ferien som et godt tidspunkt til selvforkælelse, og selv om du ikke har adgang til de store spafaciliteter derhjemme, så kan det alligevel varmt anbefales at forkæle sig selv med et lunt fodbad eller en god ansigtsmaske.
Kortspil på balkonen
Noget af det, jeg elsker mest, når jeg holder ferie med familien, er de lune aftener med snacks og kortspil på balkonen – her handler det i virkeligheden bare om at være sammen og nyde hinandens selskab, væk fra hverdagens trummerum. Det kan du også gøre derhjemme; smid pausefisk eller en flot solnedgang på tv’et og sæt et par stearinlys, et kortspil og lidt snacks på sofabordet – så har du opskriften på en hyggelig aften.
Planlæg familiens næste ferie
Selv om det på nuværende tidspunkt er uvist, hvornår den næste ferie bliver, så kan du og familien alligevel godt begynde at tænke over, hvordan den næste ferie skal se ud. Hvor vil I hen? Hvad vil I opleve? Skal I have bedsteforældrene med?
Se en feriefilm
Film om livet under lunere himmelstrøg er også en måde at holde liv i feriestemningen. Prøv fx at tage et kig på filmene ’Mamma Mia’ eller ’All Inclusive’. Hvis børnene skal være en del af filmhyggen, kan I tage et kig på ’Min søsters børn i Ægypten’, og med de helt små kan du se ’Cirkeline på ferie’
Spis som de gør på rejsemålet
Internettet bugner at lækre opskrifter fra hele verden, hvilket gør det nemt at finde inspiration til alt fra lækre tapasretter og baklava til musaka og kebab. Har du tid og overskud til det, kan du fx vælge ét land om ugen og lave de lækreste retter fra dét land, så vil du helt sikkert få nye oplevelser i køkkenet. Det var mine idéer, hvad gør du for at holde liv i feriestemningen i disse tider?
Lignende indlæg
Efterlad en kommentar