Det lille, idylliske fiskerleje Mlini ligger ca. 10 kilometer syd for Dubrovnik. Bag byen rejser Spilan-bjerget sig som en beskyttende mur om den historiske by. Om sommeren forstærker de lune temperaturer den liflige duft af de store grantræer og de mange blomster, som gør byen til en indbydende oase i det ellers bjergrige landskab. En tur rundt i byen afslører hurtigt, at her er tale om en by med en spændende historie og interessante seværdigheder, som kan spores helt tilbage til oldtiden. Langs havet dypper de høje fyrretræer deres nederste grene i det krystalklare Adriaterhav, og en promenade strækker sig hele vejen fra Mlini til nabobyen Srebreno. Promenaden er et fantastisk sted at slentre en tur og nyde udsigten over det krystalklare Adriaterhav. Her findes flere gode spisesteder og små legepladser, hvor børnene kan tage sig en gyngetur. På Mlinis smukke stenstrand kan du nyde en solrig sommerdag. Her kan lejes solsenge og parasoller og det klare vand indbyder til afslappende svømmeture. Du kan også iføre dig snorkel og dykkerbriller og svømme på opdagelse i det fascinerende liv under havets overflade.
Mlini er et glimrende udgangspunkt for spændende udflugter i både Kroatien og Montenegro. Byen ligger kun 20 kilometer fra Montenegros grænse, hvilket gør det oplagt at opleve to lande i løbet af ferien. Kører du i stedet 10 km nord på, kommer du til den eventyrlige middelalderby Dubrovnik. Byen er den stolte indehaver af en plads på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Dubrovniks centrum ligger trygt gemt væk bag en to kilometer lang bymur, hvor du kan slentre en tur og nyde de mange udkigspunkter over kysten og Dubrovniks tage. I byen fører de kalkstensbelagte stræder dig rundt mellem smukke katedraler og storslået barokpalæer, og trænger du til en pause på din tur rundt i byen, kan du tage plads på en af de mange fortovscaféer og suge byens atmosfære til dig.
Hovedstad
Hovedstaden i Kroatien hedder Zagreb.
Sprog
Det officielle sprog er kroatisk. De fleste steder bliver der også talt tysk. I turistområderne taler mange også engelsk.
Tidsforskel
Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Kroatien
Valuta
Den officielle valuta er euroen. I turistbyer (kystbyer) finder du normalt flere pengeautomater. Mange steder kan du også betale med kreditkort?
Elektricitet
Spændingen er 220 volt, ligesom i Danmark. Stikkontakterne er også de samme.
Pas
Danskere skal have gyldigt pas ved indrejse i Kroatien.
Telefon
I Kroatien kan du ringe med din danske udbyder, hvis du har udlandstelefoni i dit abonnement. Der er dog et gebyr på opkald hjem til Danmark, såvel som opkald inden for Kroatien. Ønsker du at få adgang til internettet via telefonen, anbefaler vi dig at bruge trådløse netværk, da det typisk er dyrt at bruge data roaming.
Nødstilfælde
Nummeret til alarmcentralen i Kroatien (politi, ambulance og brandvæsen) er 112.
Drikkepenge
Det er normalt i Kroatien at give omkring 10-15 % i drikkepenge, hvis du er tilfreds med servicen.
Åbningstider
Butikkerne i Kroatien har åbent mandag til fredag fra 08:00 - 20:00. Lørdag og søndag har butikkerne åbent i 14:00. Supermarkeder er åbne mandag til lørdag 06:00 til 19:30.