Det smukke Kärnten ligger i det sydligste Østrig og grænser op til Italien og Slovenien. Ikke mindst den italienske indflydelse gør sig gældende, bl.a. med de mange autentiske italienske restauranter. Dog finder man naturligvis også det velkendte østrigske køkken med wienerschnitzel, knödel og et væld af syndige desserter, som får en til at glemme alt om badevægten derhjemme. Landskabet er præget af flotte bjerge, som måske er lidt blidere end i den nordlige del af landet, samt af store, smukke søer som Wörthersee og Ossiachersee. Hovedbyen er Klagenfurt, mens det hyggelige Villach er nr. to og byder bl.a. på en flot markedsplads. Byen er desuden endestation for biltogene fra Hamborg.