Kastelruth – ro, charme og ægte alpeidyl
Drømmer du om små, charmerende bjergbyer væk fra de store skisportssteder? Så er Kastelruth (eller Castelrotto, som det hedder på italiensk) måske lige noget for dig. Midt i det billedskønne Sydtyrol i Italien ligger denne autentiske alpeby med farverige huse, hyggelige restauranter og postkort-værdige udsigter.
Her starter din skiferie i roligt tempo. Kastelruth har ikke sit eget skiområde, men bare rolig – kun få minutter væk ligger Seiser Alm. Med en hurtig tur med gondolen fra Seis am Schlern er du midt i et familievenligt skiområde med 60 km pister, bredt terræn og masser af plads til både begyndere og langrendsentusiaster.
Det er ikke her, du finder vilde afterski-fester. Til gengæld får du god mad, lokale specialiteter og ægte italiensk gæstfrihed i en lille bjergby, der oser af charme. Og med Dolomitternes dramatiske silhuetter i baggrunden, er Kastelruth en oplevelse i sig selv – også for dem, der bare vil trække vejret dybt og nyde stilheden.