På bredden af floden Lech ligger bjerglandsbyen Lech am Arlberg i Østrig. Placeret imellem byerne Zürs og Warth er Lech beliggende i et af de mest snesikre områder i Østrig, nemlig Arlberg Skiregion. I Lech kan du derfor ikke blot nyde godt af de 110 kilometer pister, byen selv har, men også de mange pister, som Arlberg Skiregionen tilbyder. På en skiferie til Lech er dit liftkort altid inkluderet i prisen, og du kan derfor udnytte de mange pister til en helt perfekt dag på ski i Lech og de omkringliggende byer.
Byen Lech emmer af traditioner, autenticitet og eksklusivitet. Med bygninger, der er bevaret helt tilbage fra det 15. århundrede, og dens traditionelle arkitektur vil du opleve en af de mest autentiske landsbyer i Alperne. Lech er placeret lige ved floden og byder på en fantastisk bjergkulisse med en helt speciel atmosfære. Når du er færdig med at stå på ski i Lech, kan du nyde godt af de mange eksklusive butikker samt restauranter.
Når du tager på ski i Lech, kan du nyde godt af skiområdet i Arlberg-regionen. Her kan du boltre dig på mere end 300 kilometer pister. Besøg blandt andet de omkringliggende byer St. Anton am Arlberg eller Zürs. Skiområdet er endvidere også kendt blandt såkaldte freeriders, da forholdene for off-piste er perfekte det meste af sæsonen.
Efter en sjov dag på pisterne kan du vende tilbage til din indkvartering til et velfortjent hvil. Her kan du hos mange hoteller forkæle dig selv med en afslappende dag i spaen eller tage en dukkert i poolen.
Når du ikke står på ski i Lech, kan du nyde de forskellige kulturelle attraktioner, som byen byder på. Besøg f.eks. Lechmuseum Huber-Hus, som i dag er et museum, hvor du kan se, hvordan folk levede for 330 år siden. Du kan også besøge Pfarrkirche St. Nikolaus, som er en katolsk kirke fra 1390. Kirken er specielt kendt for sit Rokoko-interiør fra 1791 samt kirkens bronzeklokker i tårnet.
Når du er oppe i bjergene, kan du passende lede efter de få tilbageværende menneskeskulpturer i levende størrelse, skabt af skulptøren Antony Gormley og placeret i en højde op til 2.039 meter.